En påskehilsen fra jeres nye formand
Kære alle motionister i Jyllinge Løbeklub,
Som i sikkert har hørt er jeg blevet valgt som jeres nye formand i Jyllinge Løbeklub.
Mit navn er Niels Olsen. Jeg startede i klubben i 2015 og i 2017 blev jeg spurgt om jeg ville tage mig af vores web site. Det skulle vise sig at det også indebar at man skulle være medlem af bestyrelsen!
2017 var samtidig det år som Christina blev valgt som formand. Christina elsker klubben rigtigt højt og det betød at hun over årene engagerede sig i flere og flere opgaver.
Dette kulminerede så i år hvor Christina så har trukket sig fra formandsposten og dermed har skruet ned for arbejdspresset.
Det bliver en svær opgave for mig at leve op til hendes engagement, men jeg har nu ikke tænkt mig at lave mere end jeg synes jeg kan klare. Så må andre træde til og udføre opgaverne eller indfinde sig med at de ikke bliver løst.
Et eksempel på dette er træner formandsposten. Den har Christina også har trukket sig fra. Og da ingen endnu har meldt sig til denne, er den ubemandet p.t.
Lidt mere om mig. Jeg er civilingeniør, svagstrøm. Arbejder fuld tid i GN Hearing Ballerup. Er gift med Lene Olsen (træner Gult hold) og vi bor i Nordmarken.
Der er jeg i øvrigt også formand for Grundejerforeningen “Hagenæs”. Jeg køre MC i klubben Morgenhår(d). Er ejer af en Bavaria båd og webmaster i DanskBavariaKlub.dk.
Jeg er træner for Lysegråt hold. Egentlig var jeg hjælpetræner på mørkegråt hold, men en blodprop har nedsat min lungekapacitet – så den nu kun er lidt bedre end gennemsnittet 🙂
På generalforsamlingen, blev vores forslag om at reducere bestyrelsens størrelse fra 7 til 5 personer vedtaget. Vores grund til reduktionen er at vi i bestyrelsen fremover vil koncentrere os om bestyrelsesarbejde, alt andet arbejde vil
i stedet blive uddelegeret til diverse udvalg. Heldigvis er vi så heldige at Christina gerne vil hjælpe med til dette ved at tiltræde en helt ny post i Klubben som “Udvalgs-Frivillig- koordinator”.
Men hvad kan I så forvente med mig på denne post? Vi har igennem seneste tid haft besøg/undervisning af en konsulent fra DGI.
Det vi har gjort med hende er at løfte blikket og set på hvad vores klub er nu – og tænke tanker om hvor vi vil hen med klubben.
Det vi så, var at vi har en velfungerende klub – med super søde medlemmer – medlemmer der har et fantastisk godt socialt samvær!
Nye medlemmer starter som regel med fokus på at tabe sig og blive bedre løbere. Men hurtigt ændres dette så det sociale liv kommer til at vægte lige så meget.
Derfor skal vi satse på begge disse værdier fremover. God træning gennem uddannede engagerede trænere, og godt samvær igennem masser af løbsarrangementer og fester!
Så jeg vil slutte med en opfordring til alle der har en smule overskud til at hjælpe klubben videre – til at melde sig som træner, trænerformand eller til et udvalg.
Tag fat i een af os fra bestyrelsen: Helle Münsberg (Næstformand), Gitte Stjernø (Kasserer), Anne-Mette Heier (Sekretær), Poul Vang Nielsen (Medlem) –
eller hør Christina om hun mangler en hånd til noget – stort eller småt.
Rigtig god Påske!
Mvh / Formand
Niels Olsen
ps. Der er kun 8 tilmeldt til Fit For Future startende d. 20. april. Vi har betalt for holdet og der kan være op til 18 på holdet – så ingen undskyldning for ikke at tilmelde sig 🙂